Fritid og spejder

Lige som vi aldrig har været i børnehave kom vi heller aldrig på fritidshjem. Mor begyndte at arbejde igen da vi kom i skole, men det var mest rengøringsjob om formiddagen, så hun var hjemme, når vi kom fra skole.
Vi legede med andre børn i gården og fra nabogården. Vi hinkede – og lykken var en sprit ny glashinkesten. Og på et tidspunkt blev det moderne at hoppe i elastik.
Af uransagelige årsager var boldspil forbudt i gården! Men vi spillede lidt bold op ad væggen i området ved cykelskurene. Det med bolde var ikke vores spidskompetence. Vi er begge temmelig meget boldspassere. Har døbt problemet ”det isagerske boldøje”.

Danseskole

Far hadede sin gymnastiklærer fra skolen og opmuntrede os på ingen måde til at melde os til sport af nogen art.
Og det gjorde vi heller ikke. Det nærmeste vi kom var dans.
Mor havde selv gået til dans og syntes også at vi skulle. Det var Far med på. Det var god dannelse mente han vist nok.
Kirsten begyndte da hun var 6 år på danseskolen, der lå på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej.
Den hed Jytte og Helge Andersens danseinstitut og lå på første sal. Vi gik en gang om ugen og havde dansesko og pæne kjoler.
Randi kom med da hun var 6 eller 7 år. Vi lærte de 5 positioner, dansede polka og børnelege samt lancier.
Senere flyttede vi ned på danseskolen Svend Åge Larsens danseskole, der lå over Bodil Sko på Frederikssundsvej, lige ved Nørrebro station.
Det var standarddanse og lidt latinamerikansk vi blev undervist i – engelsk vals, cha-cha-cha, quick-step, tango, rumba, og da vi blev lidt ældre også jive.
Årets højdepunkt var afdansningsballet, som i en årrække blev holdt i Odd Fellow palæet i Bredgade. Så blev det ikke flottere.
Pengene hang jo ikke på træerne i familien så vi syede en del af vores tøj selv. Også de kjoler vi brugte til dans
Kirsten blev ved med at gå til dans til hun blev 15, og skiftede de sidste år til en anden danseskole sammen med nogen af dansevennerne. En danseskole på Borups Alle som var lidt mere moderne.
Randi holdt op som 13-årig, fordi interessen for spejder tog over.

Spejder

Vi blev begge spejdere som 8-9-årige – grønne spejdere, smutter, i Kapernaumskirken på Frederikssundsvej. Der lå ikke noget bevidst religiøst valg i det. Det var bare det nærmeste sted.
Spejder var også en gang om ugen. Her var det ikke pæne kjoler men uniform, der skulle til. De kunne købes brugt af andre i troppen.
Møderne gik med at lære knob, lave kimslege, hvor man skal huske så mange ting som muligt, efter at have set på dem en kort tid, lave byløb, hvor vi for rundt i kvarteret og ledte efter i forvejen udlagte poster.
Da vi blev storspejdere, da vi var 11 år, var vi også med til at dele kirkeblade ud. De skulle hentes hos Graner, ham med duplikatoren på Frederiksborgvej 29.
Kirsten holdt op som spejder …… mens Randi blev ved faktisk indtil hun flyttede til Århus for at begynde på Journalisthøjskolen.
Spejdertiden har fyldt og betydet meget for Randi. Hun var som storspejder i patrulje med tre andre piger. Den ene er død nu, men de to andre har hun stadig kontakt med. De mødes 4-5 gange om året. Den ene er Eva, som var i dagpleje hos hos fra hun var to år.
Weekendturerne foregik på cykel – ofte til Damtofte ved Allerød. Hver pige havde sin egen bagage med og så blev fællesudstyret, gryder, andet køkkengrej, økser, madvarer, fordelt, så alle måtte tage noget af slæbet. Der var stort set ingen af forældrene, der havde biler, så der var ingen til at køre noget for os.
Ind imellem var vi på weekendtur til Kongelunden, hvor vores tropsfører Aja havde familieforbindelser. Der lå vi i telte og så skulle de også fordeles på bagagebærerne. Og det var tunge gule bomuldstelte.
Ingen satte spørgsmålstegn ved at vi drog afsted på cykel. Ofte kun med en rigtig voksen med og så nogle 15-16-årige patruljeførere.
Vi samarbejdede med FDF’erne som også holdt til i kirken. Men var ikke på lejr med dem. Vi var ”kun” piger, og det var en stor fordel. Vi lærte, at vi kunne alting selv.

Østrig rejse

Ferierne foregik i Bastrup – men én gang var det anderledes. Meget anderledes.
Vi var i udlandet – på charterferie i Østrig – nærmere betegnet Zell am See.
Far arbejdede for et firma, der havde tilknytning til Tjæreborg Rejser. Firmaet skulle flytte, og nogen af medarbejderne – blandt andre far – fik tilbud om at få en rejse – eller i alt fald tilskud til en rejse for hele familien, hvis de blev i firmaet til det hele var flyttet.
Derfor kom vi til Østrig på vores – og vores forældres – første charterrejse og første flyvetur. Det var stort – meget stort. Det var i 1964 – Randi var 11 år og Kirsten 13 og charterferier var stadig noget nyt og dyrt.
Vi fløj til Munchen og kørte i bus til Zell am See i Østrig. Vi så bjerge for første gang, boede på hotel – sådan et i ægte tyrolestil - og spiste på restaurant.
Og det var ikke noget vi var vant til. Vi opdagede også, at far faktisk kunne gøre sig forståelig på tysk og kunne fortælle os, hvad vi skulle sige til servitricen, da vi gerne ville have et ekstra sugerør.
Vi var på udflugt til Grossglockner og så murmeldyr og en gletcher.
Vi ville gerne have tyrolerhatte!!!! Men de var dyre. Far sagde dog ja – på betingelse af at vi også ville bruge dem, når vi kom hjem. Kirsten fik en rød og Randi en grøn. Og de kom vist aldrig på igen da vi kom inden for Danmarks grænser.

Lege

Vi legede naturligvis med dukker. Mor og mormor strikkede og syede dukketøj. Vi samlede på glansbilleder og legede meget med påklædningsdukker. Dem tegnede Kirsten selv tøj til. Kirsten begyndte i det hele tage at tegne meget, da vi var flyttede på Frederiksborgvej. Vi delte et lille værelse, hvor Far havde lavet en smart køjeseng, der kunne slås op om dagen. Undersiden af den øverste seng var en stor grøn tavle, og der lavede Kirsten store billeder. Til jule hele nisselandskaber med farvekridt.
Vi fik også Barbie-dukker – selv om de var dyre. Dem syede Kirsten flotte rober til. Randi begyndte at samle og lege med Lego. På en stor trykt papplade med veje kunne der bygges en hel by. Hos den lille legetøjsbutik på Frederiksborgvej over for den store USA-legetøj på den anden siden, købte hun små æsker med træer, vejskilte, vinduer og andet så husene og vejene kunne blive så realistiske som muligt. Dengang kunne man ikke købe færdige sæt Lego – kun æsker med klodser i forskellige størrelser.

Her er vi med farmor på arbejde hos DUhring, som reparerede arbejdstøj, vi leger med nogle plastikdimser, der kunne sættes sammen. Påklædningsdukker og udklipsark