Om osVore forældreLejlighedenGården BeboerneButikkerneSkolen KlunserneFritid og SpejderAfholdsforeningen og Bastrup

Klunserne

Klunserne - eller spritterne levede på gaden. De sov i deres lad-cykler, hvor de havde nogle sække liggende.
Hvis det var meget koldt, gik de ind i opgangene og sov. Vi har vækket dem nogle gange. Når de havde råd, og ikke var for fulde, kunne de overnatte på et herberg på Drejervej.

Vi var ikke bange for klunserne, de var rare. Mor fortalte at hun en dag da Kirsten var spæd skulle ind til byen, og der var langt at gå med barnevognen. Hun mødte en af klunserne, der sagde, at han da nok skulle kigge efter den lille, mens hun var væk. ” hvis hun vågner ånder jeg bare på hende”, sagde han.

Klunserne var den tids genbrugsfolk. De kørte rundt på deres ladcykler og undersøgte skraldespande for brugbare ting, som de solgte på Alvis produkthandel på Blytækkervej. Ifølge bogen ”Klunsere og Kræmmere” af Anders Enevig havde Alvi på et tidspunkt 60 klunsere, der samlede ting til hans produkthandel. Det var metal af alle slags, klude, aviser, gamle dæk – alt, der kunne sælges videre til genbrug.

Eva og Randi fik somme tider lov at gå over og sælge brugte aviser. Det var lidt skræmmende at komme ind på pladsen, men klunserne var altid søde ved os. Aviserne blev vejet på en stor vægt og så fik vi lidt småpenge. Det lugtede ikke godt i skuret, for tingene var jo samlet op af skraldespandene og der blev også samlet gammelt brød og ben, som blev brugt til grisefoder..

Klunserne var stort set alle stærkt alkoholiserede. De købte kogesprit – altså denatureret sprit - hos købmanden i nr. 29. Rygtet gik, at de puttede carbid i og blandede op med rød sodavand før de drak det. At drikke kogesprit blev kaldt at være på ”den blå ballon”. Ifølge Enevis bog drak de også meget portvin!!!!

Alvins kone sad i skuret og syede. Hun lavede blandt andet små tøjdyr – bambier – som vi fik af hende. Alvin boede i en lejlighed på 1. sal på hjørnet af Blytækkervej og Frederiksborgvej – over værtshuset Bondestuen.

Alvin havde sin storhedstid i 1960’erne, hvor brug-og-smid-væk kulturen var på vej frem. 25 år senere var der ikke en klunser tilbage, fortæller han i Enevigs bog.

Klunserne var rare – men en af spritterne – som altså ikke var genbrugsmand, men bare alkoholiker – Lange Frank – han var skræmmende.
Han var en meget stor mand, kobberrød i ansigtet, og gik altid men armene ud fra siden for at holde balancen. Han kunne blive utrolig vred og har i alt fald et par gange ryddet disken i købmandsbutikken i nr 29, fordi han ikke kunne få kredit.
Han boede på Theklavej sammen med sin mor og vidst nok sin søster. Når han gik amok, blev der sendt bud efter hans mor, som var den eneste, der kunne styre ham. Lange Frank havde været bokser og hans forældre havde haft et værtshus. Der skulle han – efter hvad rygterne i kvarteret sagde – have gået og drukket slatter fra han var en stor knægt og på den både fået smag for spiritus.