At vokse op i Nord-vest kvarteret i 50'erne og 60'erne

	Der var engang ….. ja sikkert, men det her ikke noget eventyr, men et forsøg på at huske en barndom i NV, dengang kvarteret var et ”lidt pænere” arbejderkvarter. Det vil sige ikke så nedslidt og råt som Nørrebro, på den anden side af Nørrebro Station, ind mod byen. Det her er Kisser og Andy-Pandys historie. Det er Kirsten og Randi, der viser billeder, tegner og skriver om livet og døden på Brofogedvej, Frederiksborgvej og nærmeste omegn.
Sundhed og sygdom Eksempler på hverdagsmad: Frikadeller med kartofler og tyk brun sovs Risengrød med sukker og kanel +hvidtøl Medisterpølse med kartofler og tyk brun sovs Sagovælling Dåsebov med kartofler og smørsovs Millionbøf med kartoffelmos Kærnemælkssuppe Gennemstegt lever(sortstegt) Brændende kærlighed En gang imellem: Kogt torsk med Gudhjemmedyppe (bacon og løg i hvid sovs) Hamburgerryg med grønlangkål	Vi levede ikke sundt, men fik mad hver dag. (Randi har senere hørt fra veninder fra kvarteret, der har fortalt, at de af og til gik sultne i seng) Det var Far der bestemte, hvad vi skulle spise – og især ikke spise. Så det var småt med grønsagerne. Til gengæld var der altid rigeligt med kartofler og kødet var godt gennemstegt (to bidder kartoffel til en bid kød!). Fisk brød han sig ikke så meget af, så det fik vi sjældent. Det var altid Mor, der lavede maden. Hun gjorde det af pligt. Det var ikke noget, der interesserede hende særligt meget. Kirstens smagssans var meget bedre end Fars og hun kunne smage når mælken havde en ”tanke”. Men det blev Far bare sur over og mente det var noget pjat. Kirsten var også ”sommerforkølet” en næse, der løb og røde øjne. I dag ved vi godt at det var allergi. Hun fik også kronisk blærebetændelse på et tidspunkt. Det var specielt upraktisk, en gang vi var på Frederiksborg Slot i Hillerød, for hun skulle tisse hele tiden og Far måtte følge hende gennem snedige løngange, som en kustode viste ham, for at komme på toilettet med datteren. Randi havde ofte mellemørebetændelse. Det gjorde meget ondt og lægen, dr Høgh-Nielsen, blev tilkaldt. Så blev hun bedøvet med æter. En maske blev lagt over mund og næse og der blev lagt en klud over masken, hvor æteren blev dryppet på. Der gik et splitsekund hvor alting snurrede rundt og så var hun bedøvet. Øret blev punkteret, Randi vågnede og dr Høgh-Nielsen fik bragt et vandfad med varmt vand, så han kunne vaske hænder. Far har sikkert måtte på gaden og ned til hjørnet af Frederiksborg- og Frederikssundsvej, hvor der var en telefonboks, for at tilkalde lægen. Vi havde ikke selv telefon. Det fik vi først sidst i 1960’erne. Vi ringede somme tider til nogle veninder-Lisa og Ulla- vi havde på Amager for at aftale at mødes. Det kostede 10 øre. Læs mere om telefonbokse Her. Hold da op hvor vi føler os gamle når vi kommer i tanke om den slags. Vi blev behandlet med kulbuelys i et par vintre. Formentlig efter at vi havde haft mæslinger. Det foregik på Finsen-instituttet. Vi skulle sidde, kun iført underbukser og med beskyttelsesbriller på, på stole rundt om en stor kulbuelampe. Hvor længe vi sad der ad gangen, kan vi ikke huske. Efter lysbehandlingen, som nok skulle styrke immunforsvaret og det almene helbred, skulle vi hvile. Vi måtte læse Anders And blade lige når vi havde lagt os, men så skulle vi sove. Det gik fint for Randi, hun snorkede lystigt, mens Kirsten hadede det og aldrig faldt i søvn. Det var en besværlig tur med sporvognen til Finsen for Mor. Hun havde tre børn at holde øje med. Os to og Eva som var i dagpleje hos os. Læs mere om kulbuelys Her .
Nyt tøj Nylonkjoler Kradsebukser	Denne fortælling skal ikke opfattes som en klagesang a la ”hvor havde vi det hårdt, da vi var børn” for sådan opfattede vi det ikke. Men det er en beretning om, hvor meget, der har forandret sig fra dengang i 1950’erne og 60’erne og til nu. Blandt andet hvad angår tøj. Der var ikke mange penge hos os og derfor gik vi meget i genbrugstøj – og det var ikke for at være miljørigtige eller trendige. Vi arvede tøj fra andre, Randi fra storesøster Kirsten, Kirsten blandt andet fra fars kusine Bente - og så blev der købt tøj i genbrugsbutikker. Mor Tove syede også en del tøj til os. Nogen gange mere heldige modeller end andre. Vi havde blandt andet ens sort-og gulternede bukser, lavet af en slag uldstof, der kradsede meget. Det var vigtigt for vores forældre at vi så ordentlige ud. Derfor havde vi også som små hele sæt ”søndagstøj” som kun blev brugt om søndagen og ved særlige festlige lejligheder. Fine festkjoler og uldne frakker. ”Søndagstøjet” havde vi på til fester i afholdsforeningen, til afdansningsballer og til jul blandt andet. Da cowboymoden ramte Danmark, ville mor gerne give Randi et par cowboybukser. Vi gik ned i en tøjbutik på Frederikssundsvej, men der havde de kun drengebukser – altså med gylp. Det ville Randi bestemt ikke have og selv om ekspeditricen forsøgte at overtale mor til at købe og så selv sy dem om – altså at sy lynlåsen foran til og sætte en anden i i siden., blev der ikke købt nogen bukser den dag. På et tidspunkt kom der en forretningskæde, der hed ”mirakelpriser” – billigt tøj af dårlig kvalitet. Der havde vi råd til at handle. Der købte vi blandt andet de stærkt moderne stræk-nylon-bukser med fodstrop. Da vi blev ældre syede vi også selv tøj og strikkede bluser. Strech nylon bukser fra Mirakelpriser-og træsko!
Konfirmation Konfirmationskjole til 29,95 kr og andendagskjole Randis konfirmation Regninger fra Kirstens konfirmation i 1965	Kirsten blev konfirmeret i 1965 og Randi i 67. Der var ikke nogen diskussion om, om vi skulle konfirmeres. Det blev alle – eller stort set alle – dengang. Vi gik til præst efter skoletid. Konfirmationerne lignede hinanden. Det kirkelige foregik i Kapernaumskirken naturligvis. Der hvor far også var blevet konfirmeret og mor og far blevet gift, og vi var døbt. Og der hvor vi begge var eller havde været spejdere. Vi fik skindindbundne hvide salmebøger med guldsnit og konfirmationsdatoerne indgraveret i guld på forsiden. Det hørte sig til. Konfirmationerne var en udskrivning for mor og far, selv om de var milevidt fra de overdådige fester nogen konfirmationer er nu. Vores blev holdt på så lille et budget som muligt. Festerne foregik derhjemme. Soveværelset blev ryddet – sengen sat op ad væggen, og så blev der dækket bord. Det var familien, og nogle få af Fars og Mors venner, der var inviteret. Det var tre retter mad, som vi fik udefra (se regning tv). Der var vin til maden, selv om det ikke var noget, der normalt blev drukket derhjemme, men det hørte sig til. Der var også alkoholfri vin, som var noget forfærdeligt sprøjt, men far og mor var jo i afholdsforening. Der var købt cigaretter og cerutter, som blev budt rundt, og der blev røget lystigt, selv om vi var mange i et lille rum. Kirstens konfirmationskjole var en billig sag, mens Randis var noget dyrere. Der skulle hvide sko til – og så andendagstøj. Et helt outfit med kjole og frakke. Vi var også hos fotografen og fik taget billeder. Kirsten blev stillet op på besynderlige måde i ateliet. Helt så uheldig var Randi ikke. Vi her regninger på Kirstens tøj (se tv): Konfirmationskjole og andendagskjole. Ud over dette, blev der købt bh og strømper, andendagssko og frakke. Gaver: Kirsten fik smykker: Pind og perle, Randi fik en cykel.