Om osVore forældreLejlighedenGården BeboerneButikkerneSkolen KlunserneFritid og SpejderAfholdsforeningen og Bastrup

Brofogedevej 16 – naboer, underboere, overboere i opgangen

Farmor Agda boede på 3. sal i en toværelses meget kold lejlighed.
I stuen var der et stort område af væggen, som kun var enstensmuret og den var altid kold. Det var en tømmermester Larsen, der havde opført både huset
på Frederiksborgvej 31 og Brofogedevej 16, vist nok i begyndelsen af 1900-tallet.

Farfar – ismejeristen – købte mejeriet i 1919. Far kom til at gå i skole med tømmermesterens søn Carl-Henrik,
og det blev til et livslangt venskab.

Ved siden af farmor boede et ældre ægtepar, Wilhelsen eller noget i den retning, som hun altså delte toilet med.
Han døde af en hjerneblødning.








På 2. sal boede vi og ved siden af boede fru Grue, hun røg cerutter og bankede i loftet når vi besøgte vores farmor, fordi hun syntes vi larmede.

1.sal til venstre boede nogen af vores legekammerater, Anne og Bulder. Deres mor var stærkt alkoholiseret
og Bulder's far, som hun var skilt fra, kom kun en gang imellem. Han var en sød fyr.
Anne var lidt ældre end Kirsten og Bulder lidt yngre end Randi, vi syntes han var nuttet. På et tidspunkt fortalte Anne, at de havde dyr bag billeder – altså væggelus.
Så fik vi forbud mod at komme i deres lejlighed.
Anne var en Pippi Langstrømpe, fandt på vilde lege og lærte os at bande. Hun havde en fin far, der engang havde givet en hende en flot ny frakke, den legede hun skjul i og gemte sig i skraldespanden.
Vi legede rutchebane i deres tøj, der altid lå halvt ud af skabet.
Anne og Bulder's mor begik selvmord ved at tage gas, meget skræmmende!
Vi kunne lugte gas oppe hos os, og far gik ned og kiggede gennem brevsprækken.
Han kunne se hende ligge på køkkengulvet med hovedet inde i gasovnen. Han råbte, at vi endelig ikke måtte ringe på, for en gnist fra ringeklokken kunne få det hele til at sprænge i luften. Hvor Anne og Bulder blev af ved vi ikke.

Der boede også en politibetjent i ejendommen- Elkær. Han kørte på en meget høj sort herrecykel.

I stuen boede Sofus som havde et lille metalværksted i en kælderbutik ved siden af hoveddøren.
Han var af en eller anden grund altid snavset. Han havde en lille forsagt kone, som vi ikke kan huske hvad hed
Til den anden side boede lille fru Olsen.
I kælderen tv havde hr. Hybel et svejseværksted.
Bagved værkstedet lå vaskekælderen med grukedel. Når tøjet skulle tørres, kunne man om sommeren hænge det ud i gården. Om vinteren var det en noget mere besværlig sag, man skulle op på loftet ad en hønsestige, med vasketøj i en kurv, ret besværligt!