Om osVore forældreLejlighedenGården BeboerneButikkerneSkolen KlunserneFritid og SpejderAfholdsforeningen og Bastrup

Skolen

Vi har aldrig gået i hverken vuggestue eller børnehave. Så længe vi var små, var mor hjemme for at passe os. Da Kirsten var 7 år begyndte hun i skolen, det var i 1958 og to år senere var det Randis tur. Vi gik i Frederikssundsvejen Skole og første skoledag var en festdag.
Senere blev det mere blandet, men vi klarede os begge godt i skolen og det gjorde bestemt tilværelsen nemmere. Der var ikke den store overbærenhed over for de, der ikke var så skarpe. Skoledagen begyndte klokken 8. Vi gik selv i skole – blev fulgt over Frederikssundsvejen af skolepatruljer. Når klokken ringede stillede vi de første år op to og to i skolegården og gik samlet op til klasserne. Det blev dog afskaffet efter et par år. Det var en stor skole med en gammel og en ny bygning. Den gamle fra 1904, den nye fra 1935. Skolegården var en stor asfaltplads, delt op i fire områder af lave bænke. Tættest på idrætspladsen længst væk fra Frederikssundsvej var to områder for de mindre børn – en for drengene og en for pigerne. Den store gård for eleverne fra 4. klasse var også delt op i to områder. I pigegården gik de store piger som regel to og to i en rundkreds i frikvartererne. Ind imellem blev der også leget fangeleg med drengene. Det var ikke tilladt at være på græsset på idrætspladsen i frikvartererne. Al undervisning i de små klasser var klasseundervisning, hvor læreren stod ved kateteret og vi elever sad på vores flade røv på skolebænkene. Først senere kom noget så moderne som gruppearbejde til.
Lærerne var en blandet forsamling af gode og dårlige undervisere. Nogen af dem temmelig blottet for pædagogisk sans. En af undtagelserne var tegne- og historielærer, hr. Georg Sønderlund (vi sagde De og hr eller fru til dem indtil en gang sidst i 1960’erne). Han var spændende og kunne se Kirstens tegnetalent. Han ”spillede” også de historiske personer, han fortalte om – gik som solkongen med hyrdestav eller som Christian den 4. med store kravestøvler og skrævende ben. Han vakte Randis interesse for historie. Han var politisk sort, så det gjorde noget. I historietimerne dikterede han vores noter, og da vi skulle lære om kommunismen, spurgte han først om der var noget, som vores forældre havde, som vi gerne ville arve. Et smykke eller et ur. Når vi så alle havde nikket ja til det, skulle vi skrive i notesbogen: Kommunisme – AL ARV AFSKAFFES! Så var det sat på plads. Hr Sønderlund gik altid i grønne plusfours og sandaler.
Vi fik gratis en kvart liter mælk til frokost. Den blev hentet af særligt udvalgte mælkedukse i kælderen. Først var det i glasflasker, senere i pap. Der var enkelte i klasserne, der også fik madpakker. Da vi gik i skole, var det tilladt lærerne af slå. Revselsesretten blev først afskaffet i folkeskolen i 1967. Det er nu meget få episoder Randi kan huske, hvor der er blevet slået. Randi havde på et tidspunkt en vikar i religion, som yndede af banke sit nøglebundt hårdt ned i hovedet på klassekammerater, hvis de gjorde noget forkert. Kirsten derimod havde en lærer-Dich Nielsen, som virkelig slog igennem, så drengene faldt, når de fik en lussing.
Man kunne også få en eftersidning. Altså en time ekstra i skolen som straf. Den skulle siddes af dagen efter at den var uddelt – og underskrives hjemme først.
Efter 5. klasse blev vi delt i en A- og en B-linje. Almen og boglig. Det var karakterer- og til dels også hvor vellidt man var hos klasselæreren- der afgjorde, om det blev A eller B. Det var temmelig afgørende for ens fremtid, hvor man havnede. A-linjen kunne fortsætte til 9. eller 10. klasse. B-linje kunne tage realeksamen – eller gå på gymnasiet efter 2. real. Vi kom begge i B-linjen, men tog en realeksamen, før vi gik på gymnasiet. Det var mest sikkert, så havde vi da i alt fald den, hvis vi nu ikke klarede gymnasiet, var tankegangen. Kirsten blev matematisk-fysisk student fra Efterslægten i 1971 – som den første i familien. Randi bestod to år senere. Ingen af os købte studenterhuer. Det var en udbredt protest mod elitesnobberiet – men vores far var meget skuffet. Han ville have elsket at se os med hvide huer på.
En af dem delingen efter femte klasse gik ud over, var vores veninde Eva, som havde været i dagpleje hos os siden hun var to, og som Randi havde gået i klasse med. Hun havde en talefejl og vores klasselærer, fru Almar, betragtede hende som uegnet til B-linjen. Hun tog senere først en etårig barneplejeruddannelse, og læste så til pædagog. Hun sluttede sin erhvervsaktive karriere som leder af en børneinstitution på Nørrebro.
Hendes mand var også røget i A-linjen. Han blev først bankuddannet og læste så videre. Han blev gymnasielærer i blandt andet astronomi.
Der var en tandklinik og en sundhedsklinik på skolen. Randi havde masser af huller i tænderne da hun kom derop første gang. Hun havde været hos en tandlæge på hjørnet af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej , og han havde boret i tænderne og lagt noget hvidt i – men aldrig færdigplomberet dem, viste det sig. Det gjorde skoletandlægen. Hun var ikke vellidt – og ikke særlig pædagogisk og hendes langsomt-kørende bor gjorde ondt. Men tænderne blev ordnet. Det med tandhygiejne var ikke noget, der blev gået op i derhjemme. En gang i løbet af 1960’erne blev der indført flour-skylning. Så kom hele klassen op og skyllede tænder i en flour-opløsning. Det var før nogen fandt på at lave flour-tandpasta. Det nedbragte antallet af huller i tænderne.
På sundhedsklinikken residerede sundhedsplejerske Fru Hillarsborg. Hun satte plaster på sårene og tjekkede om en småsløj elev havde feber og skulle sendes hjem. En gang om året var vi til sundhedsundersøgelse hos en børnelæge på klinikken. Der blev på den måde faktisk passet ret godt på os i skolen.