Vores Bastrup

Vi kom i forbindelse med ferielejren – eller bare Bastrup ad snørklede veje……
Det med afholdenhed var overhovedet ikke afgørende – snarere tværtimod. Ingen af vores forældre har nogen sinde haft et alkoholproblem – men det var heller ikke noget problem for dem at lade være med at drikke.
Ferielejren – eller bare Bastrup – har en meget, meget stor plads i vores hjerter og har haft utrolig stor betydning for vores barndom. Uden den ville vi stort set aldrig have været på ferie. Nu var vi deroppe i frisk luft med sol og vand og venner, 6 uger hver sommer og mange weekender fra tidligt forår til begyndelsen af efteråret.

Bastrup ligger jo ikke lige ved alfarvej, så det var lidt bøvlet at komme derop. Vi havde jo ingen bil. Men Hareskovbanen, som gik fra Lygten ved Nørrebro Station, kørte til Farum og derfra gik der en bus til Nymølle. Så var det et par kilometer at gå ned til lejren. Vi har også siddet foran eller bag på vores forældres cykler til Bastrup.
Far fik fri om lørdagen på arbejdet før femdagesugen blev indført i folkeskolen – det skete først i 1969-70. Det betød at far og mor kunne tage tidligt af sted lørdag morgen og vi så kunne komme senere. Nogen gange tog vi selv tog og bus derop og nogen gange blev vi hentet af Paula og Viggo Larsen. De havde en såkaldt kabinescooter. Den blev kaldt Lille Per og lille var den. Men vi kunne lige sidde to børn på bagsædet.
Senere begyndte vi at cykle derop – og far og mor blev motoriserede med Velo Solexer. Det betød at far kunne gå på arbejdet i København og så pendle frem og tilbage til Bastrup.
Når vejret var godt, opholdt vi os en stor del af tiden i eller ved søen. Der lærte vi at svømme, der legede vi med de andre børn fra lejren, eller de fastboende fra husene og gårdene rundt omkring. Især Joan fra et lille husmandssted i nærheden legede vi meget med. Hendes forældre dyrkede jordbær og mor tjente en gang imellem lidt som jordbærplukker hos dem.
Vi hentede frisk mælk på gården Karinalund. Vi afleverede en blå emaljeret mælkespand om aftenen og hentede den fyldt om morgenen, den skvulpede over på vejen hjem, hvis man ikke gik forsigtigt.

Nyopgravede kartofler, friske jordbær, eller jordbærgrød, det er vores barndoms sommermenu.
Om aftenen fiskede vi også tit i søen. Først blev der gravet orm op og så blev de sat på krogen. Vi havde hver vores små bambusfiskestænger – Kirstens med et rødt hjul og Randis med et grønt. Vi fangede aborrer og skaller – og uheldigvis også en gang imellem en bundflige – en utrolig smattet fisk. Ingen af fiskene kunne spises – vi prøvede en gang, men de smagte af mudder. Enten smed vi dem ud igen – eller også fik en tilfældig kat glæde af dem. Der var gedder og ål i søen, men dem måtte vi ikke fange. En gårdejer på den anden side af søen ejede fiskeretten.

En sommer – da vi vel har været 4 og 6 år eller deromkring, fik vi mæslinger og det var slemt. Vi kunne ikke tåle dagslys og lå i et mørkelagt værelse i lejren i lang tid. Randi fik dårlige nyrer og måtte ikke spise æg – vist nok en bivirkning af mæslingerne. Dog noget som fortog sig igen. En anden sommer faldt Kirsten ned fra en bænk, hvor hun ville plukke nødder, og brækkede armen. Far måtte med hende på Hillerød sygehus. Noget af en dagsrejse uden bil.
Viggo og Paulas børnebørn, Lisa og Ulla, blev vores veninder og boede hos os i lejren ind imellem når deres forældre arbejdede. Vi fire piger lavede teaterforestillinger,

oprettede en naturpatrulje, udstyret med David Crocket-hatte, og ikke mindst var vi Sortefodsindianere.


Det var lege som overlevede i flere somre.
Til pinse var der fest. Så kom der en bus med nogen af foreningens medlemmer – de fleste ældre mennesker – og så var der konkurrencer, tovtrækning, sækkevæddeløb og den slags.

På bagsiden af køkkenet kunne man skyde med luftbøsser og der var et lykkehjul. Alle sejl blev sat til og der blev serveret kaffe og kage for de besøgende. Måske fordi foreningen gav et tilskud til lejren, som den var helt afhængig af. Bastrup var et utroligt trygt, sjovt og hyggeligt sted at være. Der var altid voksne i nærheden og masser at tage sig til. Lune sommeraftener om lejrbålet, hvor der blev sunget bålsange (tit akkompagneret af guitar eller harminika), sidder stadig dybt i os.
En sensommer var vi med til at høste for forpagteren på Søgården. Han var blevet sparket af en hest og havde brækket benet og kunne derfor ikke få høsten i hus. Så stillede alle fra Bastrup op og høstede og tærskede for ham. Han var helt utrolig taknemmelig – og vi unger fik en fantastisk oplevelse. Vi var med til at binde neg – ja det var ikke noget med en selvautomatisk høstmaskine. For mændene var det hårdt og varmt arbejde, at køre høsten ind, tærske og stakke halmen på høloftet.
Det høloft faldt Randi i øvrigt ned af da hun kun var 4-5 år. Vi måtte ikke lege deroppe, med gjorde det alligevel med Kurt – Jens Peter, som ejede gården som lystgård og hans kone Ernas søn. For at komme over til høet skulle man gå over en døråbning, hvor der var en række mursten, man skulle balancere på. Randis balance var ikke god nok, og hun faldt et par meter ned. Til alt held lå der lidt hø, som hun havnede i.

Lejren var ikke et kollektiv, hver familie passede i nogen grad sit, men der var fællesskab – fælles vandreture, fælles kaffe”pauser”, fælles indkøbsture, alle hjalp hinanden. Og både voksne og børn havde nogen at snakke med.
Der var enkelte, af dem der kom i lejren, der faktisk var tørlagte alkoholikere, men de fleste var der lige som os kun fordi det var et billigt og godt sted at holde ferie. Det var ikke nødvendigt at være medlem af afholdsforeningen for at komme der. Men alkohol var naturligvis bandlyst – og der var rabat til medlemmerne.
Kirsten var i bogstaveligste forstand desperat, når vi kom hjem fra Bastrup efter sommerferien – selv om hun havde været ”sommerforkølet” – altså lidt af allergi – alle seks uger. Hun kunne slet ikke holde ud at være i lejligheden igen.
Vejret i Bastrup var afvekslende, på billederne ser det ud som evigt solskin, men det var det selvfølgelig ikke. Der kunne komme voldsomme regnbyger og især var der meget torden. På grund af den tætte beliggenhed til Bastrup sø, slog lynet ofte ned.
Her er det slået ned i flagstangen på Søgården. En anden gang slog det ned i ferielejren, det bevægede sig som et kuglelyn fra døren i opholdsstuen gennem døren til køkkenet og ud ad køkkendøren, hvor alle døre stod åbne. Randi havde lige flyttet sig fra døren mellem opholdsstuen og køkkenet. Det lignede et lysende garnnøgle og bevægede sig langsomt. Naboerne kunne fortælle historier om andre kuglelyn.